Arkiv over kategorien Christina og Lajs

Med Frøja på eventyr i Caribien‏

The crazy Danes (Christina og Lajs) er tilbake i det kalde nord, men de har skrevet en liten reisedagbok fra turen til de varmere breddegrader og livet ombord på Frøja. Jeg har tillatt meg å legge til et par bilder og tenker tilbake på en superhyggelig uke 😉

Lørdag 15/1 2011
Tidligt igen skulle vi møde i lufthavnen. Man bliver næsten vant til det..!! 🙁
Men denne gang skulle vi kun ganske kort fra St. Vincent til Union Island – den sidste etape af vores tur…
Det tog kun 10 minutter at ankomme til første stop og så 5 minutter mere til den endelige destination ;Union Island… Jeg vidste ikke at man kunne flyve i 5 minutter… Hehe. Det giver sgu’ Fakta’s reklame perspektiv ;o)


Vi havde forberedt lidt sjovt til ankomsten og havde købt lidt snorkleudstyr og et par baderinge størrelsen 3-5 år, som vi pustede op så snart flyet var landet (de andre passagerer troede nok at vi var tossede!)… Så der var vi – ankommet som et par badebilletter…-) Kjersti og Thomas tog nærsten imod os på landingsbanen – super dejligt at se dem og at se havde det godt (de små brune bavianer!!).

Efter en dejlig velkomst-soda i lufthavnen, gik vi ned til marinaen, hvor båden lå… Den lå i en lagune og vi var sikre på at vi var kommet et stort skridt nærmere den perfekte strand.
Vandet var turkis-blåt og midt i lagunen lå en bar, som ejeren havde bygget på et rev – lidt skægt! Byen på Union var en rigtig hyggelig fiskerby med et par barer og nogle restauranter… Vi spiste lidt frokost og hørte om Kjersti og Thomas’ tur over Atlanten.
– Kjersti og Thomas besluttede for fem år siden, at de ville hive 1-2 år ud af kalenderen for at sejle jorden rundt… De kunne vel og mærke ikke sejle og de ejede ikke en båd.. Så De begyndte til sejlads nede i Frem sejlklub og efter et par veloverståede eksaminer begyndte de at kigge efter en båd, der kunne holde til turen. Med lidt hjælp fra en ven, fandt de frem til en 42 fods Phantom.. Båden er en ældre båd, men den er godt bygget og meget solid…
I juli holdt Kjersti og Thomas afskedsfest på havnen og d. 12 juli sejlede de fra København. Turen tog dem gennem den engelske kanal, og videre til Frankrig, Spanien og Portugal før de sejlede videre mod Cap Verde, en øgruppe udfor Afrikas kyst. Herfra sejlede de over Atlanten mod Caribien, hvor de ankom d.16 december. Så efter 15 1/2 dage på vandet kastede Frøja anker udfor Barbados til et velfortjent hvil…

Efter frokost tog vi ud på båden, hvor vi hyggede resten af dagen med snik snak, Cafe Latte og bøger – ja, det er rigtig Cafe Latte – til stor glæde for os begge havde Thomas havde medbragt sin elskede Nespresso maskine – skønt!

Til aftensmad blev vi mildt sagt forkælet af de to jordomrejsende med det lækreste tapas bord – og jeg må indrømme at jeg blev lidt overrasket, jeg var ellers sikker på at vi skulle leve af dåsemad hele ugen…!?!

Søndag 16/1 2011
Første hele dag på Frøja…
Vi havde meget fornemt fået lov til at sove i forreste kahyt, hvor der er mest luft pga. et stort ovenlysvindue.. Der bliver meget varmt her på disse breddegrader…
Til Christinas store overraskelse havde Thomas bagt friskt morgenbrød til os da vi stod op…-) meget lækkert… Christina var faktisk meget overrasket over, at man kunne lave mad som derhjemme og i øvrigt leve et helt normalt liv, lige bortset fra at man bor på en båd som Kjersti og Thomas…
Efter en lækker morgenmad på agterdækket med frisklavet kaffe, lækker ost og en fantastisk udsigt til lagune og skyfri blå himmel, gjorde vi klar til at sejle mod første destination; Mayreau.
Med klart skib sejlede vi ud af lagunen på Union Island i jagten på den perfekte paradis-strand..-)
At sætte sejl i caribien er en noget anderledes oplevelse end hjemme på Øresund… Der er selvfølgelig en del ukendte områder med klipper, koralrev og meget lavt vand… Derhjemme kender man efterhånden ethvert hjørne af strækningen ‘Svanemøllehavnen-Kronborg’ så det, at man skulle manøvrere så meget, kom en del bag på mig…-) men derudover var oplevelsen totalt optimeret med en varm blæst, sejlene sat og vandet med den helt specielle caribiske farve…
Efter et par timers sejlads ankom vi til Mayreau, der er en lille ø med et par meget små kiosker/minimarkeder og en masse cafeer/restauranter.

På Mayreau er der to laguner at vælge som ankringsplads; Salt Whistle Bay er den mest berømte, men vi mente alle sammen at Salina Bay var hyggeligere… Lagunen her var meget mindre crowdet og stranden var totalt tom for mennesker, når der ikke var nogle store cruise skibe i havn. Så vi havde bugt og strand næsten for os selv. Så planen var at nyde et par dage på Mayreau inden vi sejlede videre…

Om aftenen stod det på hygge med søndagens faste ret – Spaghetti Bolognese – uhm, nice 🙂

Mandag 17/1 -2011
Efter hjemmebagte boller, dejlig cafe latte og frisk frugt tog Kjersti, Christina og jeg ind til Salina Bay Beach… Vi var helt alene på ca 1 km strand og himmelblåt hav, lå og læste bøger og tog ‘hop-billeder’… For dem der ikke lige ved hvad ‘hop-billeder’ er, så er det en tradition, som Kjersti og Thomas har taget med sig fra strand til strand. Det er meget simpelt bare billeder, hvor man hopper på stranden og det er mægtig tidsfordriv. -)

Mens ungerne (Kjersti, Christina og Lajs) legede på stranden blev Thomas ude på Frøja for at forberede aftenens middagen, der nemlig skulle være grill på stranden med hjemmelavet brød, salat og kartoffelsalat til…-)

Efter et par timer på stranden tog vi en kort gå-tur over på den anden side af Mayreau for at se den berømte Salt Whistle Bay… Turen gik op gennem en lille byen (nok den eneste by på øen) og ned på stranden. Salt Whistle Bay er en super lækker strand med palmetræer, der hænger ud over vandet, som på en ægte paradisø – selvfølgelig var der også mange flere både og mennesker, da bugten er mere kendt… Nå, men på trods af de andre mennesker, kunne vi selvfølgelig ikke dy os, så vi kravlede op i palmerne for at indlede en klassisk turistfoto session ;o) Ihhh, hvor sødt (eller noget…! ;o))
Stranden lå et sted, hvor øen smalnede ind fra det lille bjerg, hvorpå byen lå, og ind til mindre end 10 meter – for så at gå over i et nyt lille bjerg (lidt ala phiphi). Et meget flot sted, med en restaurant, hvor vi planlagde at spise dagen efter.

Efter gåturen til Salt Whistle Bay tog vi tilbage til båden for at gøre klar til vores grillaften på stranden. Da maden ved at være pakket og klar, tog vi dingy’en ind på stranden, hvor vi snuppede et cruise skibenes picnic-borde og satte det under en af palmerne – nu var vi klar til grillhygge! Det var næsten fuldmåne, maden smagte fantastisk, vi havde en kanon udsigt til bugten og her sad vi og nød det hele i det bedste selskab… så bliver det vist ikke bedre!

Tirsdag 18/1-2011
Natten igennem tog vinden til og da vi vågnede næste morgen var vejret mest til cafe-hygge og internet-opdateringer…
Heldigt nok havde vi fundet en hyggelig cafe med overdækket terrasse, trådløst Web og pool oppe i byen, som vi besluttede at sætte os op på…
Så efter morgenmad under ruftaget på båden, tog vi ind til cafeen og gjorde os det behageligt…-)

Hende der bestyrede cafeen, var ankommet fra Canada for tre år siden via båd – ligesom os – og havde mødt Dennis fra ‘Dennis Hideaway’, han havde tilbudt hende et job, hvilket hun tog da hun straks havde indset at dette var hendes drømmeø… Så hun var blevet på den lille ø; antageligvis som den eneste hvide indbygger på hele øen…
Det meste af dagen brugte vi på cafeen med bøger, pool, Web og hyggesnak…

I et forsøg på også at lave lidt lækkert til Kjersti og Thomas – nu hvor vi fik blev behandlet som kongelige med alt fra hjemmelavede boller, cafe latte og tapas retter mv. – forsøgte vi at købe ind til hjemmelavede brownies. Det viste sig dog at være noget sværere end som så… Ingen butikker på øen havde hverken mørk chokolade eller mandler, til gengæld havde de margarine med ”butter flavour” – hehe hvad man ikke kan få af crazy ting!!

Så for at kunne bage måtte vi bruge Kjersti og Thomas’ sidste chokolade og mandellager.. Men det lykkedes i hvert fald at finde ingredienserne, så det kunne lade sig gøre 🙂

Da vi var ved at blive sultne efter noget aftensmad gik vi over mod Salt Whistle Bay og den hyggelige restaurant vi havde set dagen i forvejen – dog var både mad og betjening noget af det værste vi havde oplevet! Damen i baren var meget uhøflig og så som om, at det var til stor besvær at vi kom forbi og ville købe noget mad… men fast besluttede på at hygge os, bestilte vi maden og satte os til bords…

 
Maden kom efter en del ventetid og den var bestemt ikke værd at vente på… Men vi hyggede os dog alligevel. Vi sluttede af med en lille dukkert i det lune og klare vand i lagunen, som var godt oplyst af den store runde måne – fuldstændigt, som taget ud af et eventyr!

På turen tilbage over bakken mod Salina Beach fik vi os et par nye venner – det trofaste følgeskab var en flok hunde… De fulgte os stort set hver gang vi var i land – ja, selv når Thomas løb sine morgenture på øen var hundene med som løbemakkere.

Onsdag 19/1-2011
Næste dag var der afgang mod Tobago Cays omkring middagstid. Lajs ville gerne sejle lidt så vi tog en lille omvej.

Det var rigtig dejligt at komme ud og sejle – det er super fedt at stå ude på dækket og mærke vinden i håret. Eftersom jeg bestemt mente, at der var fisk på færde, smed ”vi” (Thomas) en line ud og ventede på bid – vi fik dog kun et bid og den lumske fisk fik desværre kringlet sig af krogen (det er derfor jeg ikke kan lide fisk – de er ikke til at stole på!) Så der blev desværre ingen fisk til Kjersti, som ellers havde slikket sig sulten om munden ved tanken om en stor fed fisk.

Efter et par timer ankom vi til de små øer ved Tobago Cays – og mens vi var ved at kaste anker kom der både havskildpadder og rokker svømmende forbi – og det var jo ikke svært at se dem i det klare turkisblå vand 🙂


Thomas, Lajs og jeg tog en tur ud med dingy’en for at se øerne og snorkle lidt. Vi så både store leguaner, koraler, masser af fisk og et par skildpadder – og jeg prøvede ihærdigt at komme ud og svømme med en af skildpadderne – til stor morskab for Thomas og Lajs… (Lajs: Christina to dykkerbriller på og stak hovedet ned i vandet til skildpadderne… vel og mærke mens hendes bagdel stadig var oppe i båden) 

Da vi kom tilbage efter vores lille sejltur bagte Lajs brownies – de smagte godt, men havde dog fået en anelse for meget salt – det kan jo være svært at arbejde med seasalt.. ;o) Derudover tror jeg også at han syntes det var lidt svært at bage i et bådkøkken, der bevæger sig…
Det havde været en god dag med både sejltur, dyr, hygge og afslapning – så vi gik tidligt i seng efter at havde kanøflet en omgang wok med kylling og grønsager og lidt brownies.

Torsdag 20/1-2011
Efter morgenmad tog vi ind på stranden på en af øerne – det var mindst 30 grader, det var faktisk så varmt at vi knapt nok kunne ligge derinde – og måtte gå i vandet hver 5-10 min for køle ned. Ved 13 tiden blev vi hentet af Thomas for at sejle tilbage til båden for spise lidt frokost – nybagte boller – fantastisk!


Senere tog vi alle fire ud med dingy’en for at snorkle i Horseshoe reef – rigtig flot rev både med flotte koraler og masser af fisk. Da der var en del strøm blev vi trukket efter dingy’en mens Thomas styrede.
Efter at have plasket rundt i en lille halv time, så vi endelig en skildpadde og prøvede at svømme med den – damn, de svømmer hurtigt! Thomas nåede dog at optage en lille film af den inden den svømmede sin vej.

Det var sidste aften på båden – så det var med at nyde det i fulde drag, så vi gjorde ligesom vi havde gjort flere af de andre aftner – sad og nød en øl til solnedgangen.
I mellemtiden stod Kjersti og Thomas – de to mesterkokke – og rumsterede i køkkenet og inden længe var der både ovnbagte nachos og fajitas på bordet, så vi spiste til vi ikke kunne rokke med ørerne.

Det var lidt mærkeligt at det allerede var sidste aften – nu havde vi glædet os så længe til at komme ud og besøge Kjersti og Thomas på deres bådeventyr og pludselig var ugen gået. Jeg ville ønske at jeg kunne pause tiden og blive lidt længere, men sådan har man det vel altid.

Da vi var gået i seng kunne jeg simpelthen ikke falde i søvn, så jeg endte med at læse en halv bog inden jeg langt ud på natten var træt nok til at sove..

Fredag 21/1-2011
I dag var det desværre tid til pakke sammen og vende snuden hjem ad, og vi havde booket et fly fra Canouan til St. Vincent kl.17.35.
Vi nød den sidste morgen på båden, mens vi tussede rundt og pakkede, planen var at vi skulle sejle fra Tobago Cays til Canouan ved 10-11 tiden.

Da alt var pakket og klar til afgang fik jeg pludselig et enormt behov for at hoppe i vandet – bare en sidste tur ned i det flotte turkise vand – og hvis man tænkte på, hvor bange jeg havde været for vandet i starten af ugen, så var denne lyst noget af en omvæltning (nu skal det siges, at jeg MEGA bange for hajer og er helt sikker på, at de bare venter på at jeg hopper i vandet – så de kan spise mig!!! UHH UHH!!) Nå, men efter lidt afmontering af et ror mv. fik jeg min sidste dukkert – super skønt – nok endnu mere end tidligere fordi jeg vidste, at der ville gå lang tid førend jeg ville få mulighed for at bade i så flot et vand igen.

Denne gang sejlede vi for motor – det gøres en gang i mellem, så båden kan lade op – og vi ankom til Canouan omkring frokosttid.

Canouan så ud til at være en ø, der i højere grad til tilrettet turister – både havnen og lufthavnen var lavet som tikihytter, og badebroen hvor man bandt sin dingy var lavet sådan, at man gik i land direkte på et resort.

Da vi alle var sultne gik vi direkte hen på den restaurant der lå ved stranden – maden var udmærket, men bestemt ikke billig (heldigt at man er dansker…! Da priserne var på linje med danske restaurantpriser)

Efter frokost gik Thomas op i byen og handlede ind, mens vi andre satte os hen i en udendørs lounge, da vi skulle lade vores telefon, kamera og pc, samt bytte billeder fra turen. Kjersti havde fået en ny linse af Thomas i julegave og havde derfor været meget flittig til at tage billeder. Det var super fedt – specielt når jeg godt selv kan have en tendens til at glemme at gøre det.

Nu var dagen næsten gået og vi var mentalt ved at gøre os klar til at skulle forlade eventyret – så det var ikke med stor begejstring at vi sagde farvel og hoppede ind i taxien. (Selvom at jeg er sikker på at både Kjersti og Thomas synes. at det er hyggeligt med besøgende, tror jeg nu også at de glædede sig lidt til endelig at have lidt tid alene på båden – indtil nu havde de slet ikke været alene, da Kjerstis far havde sejlet med på de første seks måneder af turen, og derudover havde de allerede haft en del besøg af både venner og familie) Men ikke desto mindre havde det været super fedt at få lov at sejle med Kjersti og Thomas – og så i Caribien endda…! – jeg må indrømme, at jeg på ingen måde vidste hvad det ville sige at sejle jorden rundt, og at det var rart og også ret cool at få indblik i hvad de to tosser har kastet sig ud i ;o) Tusind tak for de gode oplevelser og fordi vi måtte få lov at tage del i jeres eventyr – det er en oplevelse vi aldrig vil glemme!! Og vi glæder os til at se jer igen – enten i DK eller et andet sted i verden 🙂

Denne dagbog er skiftevis skrevet Lajs og Christina.

2 Kommentarer

Hmm…spiser man ikke kun dåsemad ombord på en langtursbåd???

 Ja, når dåsemat er forventningen så er det kanskje ikke så vanskelig å overgå den 🙂

Christina hadde riktignok besøkt oss i båten noen ganger før, men Lajs hadde kun vært forbi båten en enkelt gang før vi forlot København. Den dagen i juni hvor de kikket forbi var båten et stort kaos, vi hadde langt fra ferdiggjørt renoveringen av båtens el-nett så det var umulig å se stort annet enn ledninger og værktøy, med unntak av et hjørne hvor vi hadde stablet ”nødrasjonen”, nærmere bestemt ca. 100 bokser/dåser med langtidsholdbar mat: hakkebøffer, boller i karry, spaghetti bolognese osv. Derfor var det heller ikke så vanskelig å overgå være kjære gjesters forventninger. Christina hadde hvertfall helt klart forestilt seg at hun skulle spise langtidsholdbar mat i en uke, så hun smilte fra øre til øre når Thomas morgen etter morgen serverte nybakte boller 🙂 den noe mer seilvante Lajs så også ut til å tilpasse seg langtursseilerlivet hurtig, generelt så det ut til at danskene trivdes godt ombord 🙂

Første stopp på turen var øyen Mayreau og Salina bay hvor vi hadde stranden helt for oss selv 🙂

På tross av Christina’s frykt fikk vi jammen god mat opp til flere ganger, men det var vanskelig å toppe grillkvelden på stranden – ren idyll!

Ingen Kommentarer

The crazy Danes has entered the building!!

Ja, så er de på plass de to gale dansker som kom ut av flyet i badeutstyr! Christina og Lajs har tatt hele veien fra Danmark via Miami, Costa Rica, Trinidad & Tobago og Saint Vincent for å besøke oss her på Union Island, Grenadines:

Sammen har vi tenkt oss til paradis 🙂 det ligger nemlig rett rundt hjørne her, nærmere bestemt Tobago Cays Marine Park. Vi seiler avsted i ettermiddag og kommer til å ligge for anker en ukes tid før våre kjære gjester blir nødt til å vende nesen mot det kalde nord igjen.

4 Kommentarer